RainAngels

I Rainmaking har vi et netværk af 9 erfarne, fair og ressourcestærke investorer. Vi kalder dem vores RainAngels. Deres sparring og opbakning er afgørende for at vi kan skabe succesfulde virksomheder i højt tempo.

Vores filosofi er, at vi hellere vil skabe en stor kage sammen med andre - end en lille kage selv. Derfor er vi allerede fra starten villige til at dele ud af ejerskabet til vores projekter - og til en fair værdiansættelse, der gør det muligt at skabe en fælles succes og et langsigtigt samarbejde.

Ønsker du at komme med i "klubben" så lad os gerne høre fra dig. God kemi med de øvrige investorer, samt høj grad af fairness såvel som kompetencer, er vigtigt for os. Investeringsrammen starter ved 1. mio. kr.

Jannick B. Pedersen

Jannick B. Pedersen er medstifter af og adm. direktør i konsulentfirmaet FranklinCovey Nordic Approach, som siden 2002 har hjulpet en bred vifte af kunder med udvikling af menneskelige ressourcer. Virksomheden har de nordiske rettigheder til succesfulde globale koncepter, bl.a. "7 gode vaner".

I 1984 startede Jannick konsulentfirmaet, DanEduc A/S, som havde 45 ansatte ved exit til Carl Bro Gruppen i 1993. Jannick var herefter i 10 år i Carl Bro Gruppen - heraf 7 år som koncerndirektør med ansvar for strategi og HR.

Jannick har arbejdet som konsulent i mere end 20 lande og med private virksomheder, offentlige myndigheder og internationale organisationer, f.eks. Verdensbanken. Jannick var første formand for Dansk Management Råd, DMR, og Danmarks ErhvervsforskningsAkademi, DEA.

Uddannelsesmæssigt er Jannick cand.polit. fra Københavns Universitet.

Jannick er gift og far til to teenagedrenge. Han holder af bjergvandring, løb, yoga og musik – fra Ravel i Radiohuset til Rammstein på Roskilde Festival.

I Rainmaking bidrager Jannick med sin strategiske indsigt og viden om at starte virksomheder op fra bunden, samt med sin store erfaring inden for udvikling af menneskelige ressourcer. Han har bl.a. afholdt en 2-dages eksekveringsworkshop for alle ansatte i Rainmakings virksomheder.